Københavns Professionshøjskole Læreruddannelsen

Specialpædagogik

Studieordning: 2011

Fag: Specialpædagogik

Fagets identitet

Linjefaget specialpædagogik sætter den studerende i stand til at begrunde, planlægge, gennemføre og evaluere undervisning af børn, unge og voksne med særlige behov under hensyntagen til den enkeltes forudsætninger.

Mål

Målet er, at den studerende tilegner sig kompetencer til

  1. at gennemføre udviklings- og forskningsbaserede analyser og vurderinger af centrale, specialpædagogiske grundspørgsmål,
  2. at begrunde personlig og professionel stillingtagen til specialpædagogiske problemstillinger,
  3. at indgå i tværfaglige drøftelser,
  4. at identificere specialpædagogiske problemstillinger i forhold til organisatoriske, institutionelle og samfundsmæssige betingelser og muligheder,
  5. at forberede, gennemføre og evaluere en undervisning tilpasset den enkelte elevs behov,
  6. at udarbejde, formidle og evaluere elevplaner,
  7. at beskrive, analysere og vurdere forhold, der har betydning for personers, organisationers og institutioners opgaveløsning i forhold til mennesker med særlige behov,
  8. at beskrive, analysere og vurdere normalitet og afvigelse i historisk, belysning og
  9. at beskrive, analysere og vurdere udviklingsmuligheder for børn, unge og voksne med særlige behov.

Centrale kundskabs- og færdighedsområder

Indholdet er:

  1. Specialpædagogisk teoridannelse som grundlag for forståelsen af særlige behov hos mennesker.
  2. Didaktiske teorier, begreber og problemstillinger af betydning for udvikling af det specialpædagogiske område.
  3. Folkeskolens organisering af specialundervisningen.
  4. Rummelighed og inklusion.
  5. Samfundsmæssige og kulturelle udviklingstendensers betydning for specialpædagogisk praksis.
  6. Lovgrundlaget, herunder nationale love og bekendtgørelser samt internationale deklarationer og konventioner.
  7. Specialpædagogik som fag, udviklings- og forskningsfelt.
  8. Specialpædagogikken i undervisningen.
  9. Læse-, skrive-, og matematikvanskeligheder og problemstillinger i relation til adfærd, kontakt og trivsel.
  10. Metoder til løbende evaluering og dokumentation af elevens faglige, personlige og sociale udvikling.
  11. Forebyggende, foregribende og indgribende foranstaltninger, herunder klasseledelse.
  12. Specialpædagogik og folkeskolens fag, herunder muligheder for undervisningsdifferentiering i alle fag.
  13. It og andre hjælpemidler i den daglige undervisning: Kollegial rådgivning og rådgivning og vejledning fra f.eks. videncentre i brug af særlige hjælpemidler, herunder it-baserede hjælpemidler og programmer.
  14. Kendskab til andre særligt tilrettelagte materialer, f.eks. punkt, digital tekst og piktogrammer.
  15. Kendskab til mulighederne for samarbejde med og rådgivning fra pædagogisk/psykologisk rådgivning og fra andre lokale, regionale og nationale specialrådgivningsorganisationer.
  16. Skolens opgaveløsning, funktion og kultur i forhold til elever med særlige behov.
  17. Skole-hjemsamarbejde.
  18. Pædagogisk forskning og udviklingsarbejde.

Specialpædagogik på Læreruddannelserne Metropol – Indholdsbeskrivelse og prøveform

Der lægges i faget specialpædagogik vægt på,

  • at den studerende tilegner sig kompetencer i at arbejde inden for det specialpædagogiske felt, der i disse år er under forandring og derfor findes i mangeartede former både indenfor almenpædagogiske og specialpædagogiske læringsmiljøer.
  • at den studerende tilegner sig kompetencer i at arbejde med didaktik, inklusion og undervisningsdifferentiering inden for almen- og specialpædagogiske læringsmiljøer.
  • at den studerende opnår indsigt i, hvordan speciallæreren indgår i samarbejde med f.eks. forældre, kollegateam, skoleledelse, pædagogisk-psykologisk rådgivning og sociale myndigheder.
  • at den studerende opnår indsigt i lærerens arbejde med sin egen relationskompetence og kommunikative færdigheder i undervisning, rådgivning og vejledning.

I løbet af fire semestre kan der f.eks. arbejdes med områder inden for:

  • Specialpædagogisk forskning, udvikling og teoridannelse
  • Normalitet og afvigelse
  • Inklusions- og eksklusionsprocesser
  • Deltagelse, fællesskab og individualitet
  • Adfærd, kontakt og trivsel 
  • Forståelser af diagnoser og handicap
  • Handicap og tilgængelighed
  • Læse- og matematikvanskeligheder
  • Generelle indlæringsvanskeligheder
  • Individuelle elevplaner
  • Undervisningsdifferentiering
  • Neuropsykologi og neuropædagogik
  • It-baserede hjælpemidler og undervisningsprogrammer til specialundervisningen
  • Lærerprofessionalitet
  • Lærerens samarbejdsrelationer, herunder skole-hjem samarbejdet
  • Kollegial vejledning
  • Relationskompetence
  • Organisation af specialpædagogik i skolen
  • Samarbejde mellem skole/institution og øvrige myndigheder

Undervisnings- og arbejdsformer

Undervisningen foregår i en kombination af holdundervisning, gruppearbejde, studenteroplæg, selvstudie, praksisinddragelse og ekskursioner. I løbet af studietiden skal den studerende have godkendt 4 obligatoriske studieprodukter indenfor områderne:1. Specialpædagogik og individ
Den/de studerende vælger i samråd med underviseren et problemfelt, hvor de beskriver og vurderer faglige, personlige og sociale udviklingsmuligheder for en eller flere elever med særlige behov. På grundlag af kildestudier og evt. praksiserfaringer udarbejdes et mundtligt oplæg for holdet. Der afleveres forinden en kortfattet præsentation af emne, problemstilling, disposition og litteratur, svarende til 3-5 sider.

2. Specialpædagogik og samfund
Opgaven, der skrives i grupper a maks. 3 studerende har fokus på specialpædagogiske organisationsformer i forhold til et samfundsmæssigt, historisk  og kulturelt perspektiv. Omfang maks. 8 sider.

3. Specialundervisning
Specialpædagogiske undervisningsmetoder/programmer med pædagogiske og didaktiske overvejelser. Studieproduktet er både en skriftlig vurdering af undervisningsmaterialer, hvor didaktiske refleksioner fører til udarbejdelse af eget materiale og fremstilling af dette materiale. Der skal knyttes an til et af den studerendes øvrige linjefag. Omfanget på den skriftlige del er maks. 5 sider og udarbejdes individuelt.

4. Relationsarbejde, tværprofessionalitet, og skole/hjemsamabejde
Lærerens relationsarbejde. Læreren i det tværprofessionelle samarbejde og/eller skole-hjem-samarbejdet. En skriftlig opgave, hvori der indgår empiri f.eks. interviews, observationer. Omfang maks. 6 sider ved individuel udarbejdelse, eller maks. 8 sider for grupper a maks. 3 studerende.

I de skriftlige opgaver lægges der vægt på formidling af faget, herunder skriftlige sprogfærdigheder.

De studerende er forpligtet på aktiv deltagelse i alle aspekter af linjefaget såsom diskussioner, debatter, egne og andres fremlæggelser, evalueringer og ekskursioner.

Den studerende udarbejder et skriftligt oplæg på maks. 5 sider på baggrund af lodtrækning mellem de godkendte studieprodukter. Oplægget afleveres en uge efter, at den studerende har fået meddelt resultatet af lodtrækningen. Oplægget danner baggrund for den mundtlige prøve.

 

Afløsning

Afløsning indgår ikke som element i specialpædagogik.

Prøve

 

Fagets årsværk/ECTS

0,6ÅV/36 ECTS

Type

Mundtlig, individuel prøve.

Form

Den studerende udarbejder et skriftligt oplæg på maks. 5 sider på baggrund af lodtrækning mellem 4 faglige problemstillinger indenfor ckf-områderne. Oplægget afleveres en uge efter, at den studerende har fået meddelt resultatet af lodtrækningen. Prøven består af en samtale med udgangspunkt i det afleverede oplæg.

Varighed (inkl. votering)

45 minutter pr. studerende.

Grundlag for bedømmelse

Den studerendes grad af opfyldelse af fagets mål og CKF samt studieordning i øvrigt.
Herudover indgår redegørelse for eksamensgrundlag som information om undervisningens tilrettelæggelse og indhold.

Betingelser for indstilling til prøve

1. 4 godkendte studieprodukter

2.  Ét afleveret oplæg til prøven

Karaktergivning

Der gives én karakter efter 7-trins-skalaen. Ekstern censur.

 

Oversigt over studieordning 2011

 

Københavns Professionshøjskole | Humletorvet 3 | 1799 København V