Københavns Professionshøjskole Læreruddannelsen

Bestemmelser vedrørende lærereksamen

Studieordning: 2002

Lærerseminariernes rektorforsamling, marts 2002

Oversigt

  1. Indledning
  2. Eksamensterminer
  3. Indstilling og framelding til prøver
  4. Genindstilling til prøver
  5. Sygeeksamen
  6. Afløsning
  7. Deltagelse i eksamen
  8. Redegørelse for eksamensgrundlaget
  9. Gruppeeksamen
  10. Sameksamen
  11. Prøver, hvori der indgår et arbejdsresultat
  12. Censorer
  13. Eksaminationstider
  14. Bedømmelsestider
  15. Arbejdstimeopgørelse
  16. Afholdelse af eksamen
  17. Anvendelse af EDB ved skriftlige prøver

 

1.Indledning

1.1.

For at sikre ensartethed og retssikkerhed ved afholdelse af lærereksamen har Lærerseminariernes Rektorforsamling udarbejdet følgende oversigt over gældende og aftalte regler og procedurer, som er fælles for lærerseminarierne.

1.2.

Regelgrundlag:
Lærereksamen afholdes i overensstemmelse med beskrivelsen i kapitel 5 i ”Bekendtgørelse om uddannelse af lærere til folkeskolen” af 19. juni 1998 (’uddannelsesbekendtgørelsen’) med ændring af 13. juli 2001.
Læreruddannelsen er desuden omfattet af ”Bekendtgørelse om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet” af 20. november 2000 (’eksamensbekendtgørelsen’).
Endvidere gælder ”Bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse” af 22. juni 1995 (’karakterbekendtgørelsen’).
Regler vedrørende censorernes virksomhed er fastsat i ”Bekendtgørelse om censorinstitutionen for visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet” af 25. maj 1993 (’censorbekendtgørelsen’).

1.3.

Aftalte fælles bestemmelser og procedurer:
Supplerende regler om eksamen og prøver fastsættes i de enkelte seminariers studieordninger. Det er aftalt i Lærerseminariernes Rektorforsamling, at studieordningernes bestemmelser udformes i overensstemmelse med beskrivelsen i denne publikation

 

2.Eksamensterminer

2.1.

De centralt stillede skriftlige prøver afholdes i slutningen af maj og begyndelsen af juni. Tidspunkterne fastsættes af Undervisningsministeriet.

2.2.

De mundtlige prøver afholdes i perioden 30. maj til 30. juni. Prøver under læreruddannelsen efter 1991-loven kan dog tilrettelægges allerede fra medio maj. Enkelte seminarier kan dog, hvis studiets tilrettelæggelse nødvendiggør det, afholde prøver i enkelte fag i januar.

2.3.

Der kan tilrettelægges mundtlige prøver i december/januar for studerende, der genindstiller sig til afslutning af uddannelsen.

2.4.

Omprøver i særlige tilfælde kan afholdes i august måned, jf. punkt 4.5.

 

3.Indstilling og framelding til prøver

3.1.

Den studerende indstiller sig til prøver senest 15. februar/1. september i eksamenssemestret ved sommereksamen/vintereksamen. Indstillingen foretages på semestertilmeldingsblanketten. Indstilling til omprøve i august (jf. pkt. 4.5 og 5.4) skal foretages inden udgangen af juni.

3.2.

Semestertilmeldingen er samtidig sidste frameldingsfrist og tæller som ét ud af de tre mulige eksamensforsøg. Seminariet kan dog dispensere herfra, når der foreligger usædvanlige forhold (Eks.bek. § 13, stk. 2).

3.3.

Inden udgangen af 2. semester efter studiestart skal den studerende for at kunne fortsætte uddannelsen indstille sig til prøve i de fag, hvori undervisningen afsluttes inden udgangen af 2. semester. (Eks.bek. § 14). Se også pkt. 4.6.

 

4.Genindstilling til prøver

4.1.

Hvis en studerende efter indstilling ikke har gennemført prøven i et fag, skal den studerende genindstille sig til prøve i faget.

4.2.

Hvis en studerende ved en prøve i et fag ikke har opnået mindst karakteren 6, skal den studerende genindstille sig til prøve i faget.

4.3.

Den studerende kan højst indstille sig tre gange til en prøve. Dispensation til en 4. indstilling kan kun gives, hvis rektor finder det begrundet i særlige eller usædvanlige forhold (Eks.bek. § 18, stk. 1).

4.4.

Genindstilling skal normalt ske i den næste eksamenstermin.

4.5.

Den studerende har dog ret til at genindstille sig til en omprøve i august måned i følgende tilfælde:

  • hvis den studerende efter 1. studieår ikke har opnået mindst karakteren 6 i ét eller flere af de fag, hvori undervisningen afsluttes inden udgangen af 2. semester (Eks.bek. § 15).
  • hvis den studerende derved kan afslutte uddannelsen (Eks.bek. § 11, stk. 2).

4.6.

Prøverne i henhold til punkt 3.3. skal være bestået inden udgangen af 4. semester efter studiestart, for at den studerende kan fortsætte uddannelsen.

 

5.Sygeeksamen

5.1.

For en studerende, der ikke har været i stand til at deltage i en planlagt prøve på grund af sygdom eller graviditet, afholdes der sygeeksamen.

5.2.

Sygdom/graviditet skal dokumenteres ved lægeattest, som skal være afleveret på studiekontoret inden prøvens påbegyndelse eller umiddelbart derefter. I så fald annulleres den pågældende eksamensindstilling. Udgifterne til lægeattest afholdes af den studerende.

5.3.

Sygeeksamen afholdes normalt i august/september umiddelbart efter den eksamens-termin, hvor den studerende var sygemeldt. (Eks.bek.§ 11, stk. 1).

 

6.Afløsning

6.1.

Afløsning af stof kan finde sted i henhold til uddannelsesbekendtgørelsens § 15, stk. 5. Bestemmelser herom fastsættes i den lokale studieordning.

 

7.Deltagelse i eksamen

7.1.

I fag, hvor det af studieordningen fremgår, at den mundtlige prøve eller dele deraf tager udgangspunkt i skriftlige opgaver, skriftlige oplæg eller lignende, er deltagelse i prøven betinget af, at den studerende har afleveret sådanne inden en bestemt frist, som fastsættes i seminariets studieordning.

7.2.

I fag, hvor det af studieordningen fremgår, at dele af stoffet er afløst af pligtige skriftlige/praktiske opgaver eller undervisningsforløb, er deltagelse i prøven betinget af, at læreren har afleveret bekræftelse på den studerendes gennemførelse af sådanne opgaver/forløb inden en bestemt frist, som fastsættes i seminariets studieordning.

 

8.Redegørelse for eksamensgrundlaget

8.1.

Læreren udarbejder efter drøftelse med de studerende en redegørelse for eksamensgrundlaget. Redegørelsen skal indeholde en oversigt over det stof og/eller de emneområder, som undervisningen har omfattet, og en angivelse af særlige forhold vedrørende eksamen, f.eks. rapporter, afløsningsopgaver eller gruppeeksamen.

8.2.

Redegørelsen afleveres på seminariets studiekontor inden en bestemt frist, som fast-sættes i seminariets studieordning. Det kan tillige fastsættes i studieordningen, at redegørelsen skal godkendes af rektor eller den, som rektor bemyndiger dertil.

8.3.

Uanset redegørelsen for eksamensgrundlaget kan eksaminator og censor inddrage alle fagets centrale kundskabs- og færdighedsområder ved prøven (Udd.bek. § 15, stk. 3).

 

9.Gruppeeksamen

9.1.

I henhold til eksamensbekendtgørelsens § 3, stk. 1 kan prøver tilrettelægges som gruppeprøver, idet der dog skal ske en individuel bedømmelse.

9.2.

Gruppeprøver afholdes for grupper på 2-4 studerende.

9.3.

Det enkelte seminarium fastsætter de nærmere vilkår for afholdelse af gruppeeksamen i studieordningen, herunder eventuelle bestemmelser om et krævet arbejdsresultat og dettes aflevering.

 

10.Sameksamen

10.1.

I henhold til uddannelsesbekendtgørelsens § 15, stk. 4 kan sameksamen mellem to fag afholdes på grundlag af et integreret studieforløb, idet bedømmelsen foretages for hvert fag for sig.

10.2.

Det enkelte seminarium fastsætter de nærmere vilkår for afholdelse af sameksamen i studieordningen, herunder eventuelle bestemmelser om et krævet arbejdsresultat og dettes aflevering.

10.3.

Ansøgning om sameksamen skal foreligge til rektors godkendelse senest samtidig med aflevering af semestertilmeldingen til eksamenssemestret.

10.4.

Ved eksamen fremlægger den/de studerende et forslag til disponering af prøven, hvorefter forløbet fastsættes. Det skal tilstræbes, at de involverede fag bliver ligeligt tilgodeset.

 

11.Prøver, hvori der indgår et arbejdsresultat

11.1.

Skriftlige arbejdsresultater, der indgår i den mundtlige eksamination, benævnes i fagbeskrivelserne som enten et kort skriftligt oplæg eller en skriftlig opgave.

11.2.

Et kort skriftligt oplæg er en udvidet disposition, som er udgangspunkt for eksaminationen uden at indgå i bedømmelsen. Den studerende bearbejder et emne af en sådan bredde, at det kan sættes i forhold til fagets indhold i øvrigt. Emnet vælges af den studerende og forelægges til lærerens godkendelse inden en bestemt frist, som fastsættes i seminariets studieordning.

11.3.

En skriftlig opgave er et samlebegreb for skriftlige produkter med forskellig karakter fra fag til fag, som inddrages i eksaminationen og indgår i den samlede bedømmelse i faget. Emnet vælges af den studerende og forelægges til lærerens godkendelse inden en bestemt frist, som fastsættes i seminariets studieordning.

11.4.

Den faglig-pædagogiske opgave - bacheloropgaven (Udd.bek. § 7) bedømmes ved en individuel mundtlig prøve. Der gives en samlet karakter for opgaven og den mundtlige præstation ved prøven. Emnet vælges af den studerende og forelægges til rektors godkendelse senest ved tilmeldingen til det semester, hvori prøven bedømmes (Udd.bek. § 7, stk. 3).

11.5.

Et kort skriftligt oplæg kan have et omfang på 2 - 5 sider.
En skriftlig opgave kan have et omfang på 10 - 20 sider.
Den faglig-pædagogiske opgave kan have et omfang på 20 - 40 sider.
En side defineres som en normalside á 2600 typeenheder, dvs. bogstaver, tegn og mellemrum. De angivne sidetal omfatter også billeder, tabeller og bilag.

 

12.Censorer

12.1.

Censorformandskabet fordeler efter samråd med institutionerne opgaverne til censur blandt censorerne i censorkorpset og i overensstemmelse med aftalen mellem Censor-formandskabet og Lærerseminariernes Rektorforsamling.

12.2.

Det må forudsættes, at en censor beskikket i et liniefag også vil være beskikket til at medvirke som censor ved bedømmelsen af bacheloropgaver udarbejdet i tilknytning til det pågældende liniefag. I bekendtgørelsen om uddannelse af lærere til folkeskolen er det i § 16 bestemt, at der ved bedømmelsen medvirker en eller flere ministerielt beskikkede censorer. Ved tilrettelæggelsen af eksamen for den enkelte studerende er det rektor, der ud fra en stillingtagen til den enkelte studerendes opgave afgør, hvilken faglig baggrund de(n) medvirkende censor(er) skal have.

12.3.

Seminariet sender de af læreren udarbejdede forslag til eksamensspørgsmål til censors godkendelse. Spørgsmålene skal være repræsentative i forhold til eksamensgrundlaget. Samtidig oplyses varigheden af eventuel forberedelsestid samt de i forberedelsestiden tilladte hjælpemidler. Desuden sendes skriftlige produkter, som skal indgå i eksaminationen, samt ’Redegørelse for eksamensgrundlaget' og eventuelle kompendier og lignende, som er udleveret til de studerende. På fremsendelsesskrivelsen skal det tydeligt angives, hvornår spørgsmålene i godkendt stand senest skal tilbagesendes til eksaminator. Spørgsmålene sendes anbefalet.

12.3.

Eventuelle forhandlinger om eksamensspørgsmålene foregår direkte mellem censor og eksaminator.

12.4.

Aftale om tidspunktet for første eksamination træffes mellem censor og seminariet.

12.5.

For censors medvirken ved prøverne gælder bestemmelserne i censorbekendtgørelsen og eksamensbekendtgørelsen.

 

13. Eksaminationstider

13.1.

Skriftlige prøver:
Varigheden fastsættes af Undervisningsministeriet (Udd.bek. § 15, stk. 2).

13.2.

Mundtlige og praktiske prøver:
Liniefag: Prøven varer 60 minutter.
Øvrige fag: Prøven varer 30 minutter.
Bacheloropgaven: Prøven varer 45 minutter.
Den angivne tid pr. eksaminand omfatter også tid til votering. Organisationen af prøven inden for tidsrammen – herunder organiseringen af eventuelle praktiske dele af prøven - fastsættes lokalt. Der kan i den sammenhæng blive tale om en større tidsramme, når der f.eks. ved genindstilling og sygeeksamen skal tages hensyn til et eventuelt meget lavt antal studerende.

13.3.

Ved gruppeprøver og sameksamen sker der en reduktion af eksaminationstiden i henhold til følgende skemaer:
 

GRUPPEPRØVER
Antal minutter

Gruppestørrelse

2

3

4

Liniefag

100

130

150

ikke liniefag

50

65

75

 

SAMEKSAMEN
Antal minutter

Antal eksaminander

1

2

3

4

 liniefag + liniefag

100

165

215

240

liniefag + ikke liniefag

75

125

160

180

ikke liniefag + ikke liniefag

50

85

110

120

 

14.Bedømmelsestider

14.1.

Der gives samme tid til eksaminator(er) og censor(er) for at læse/rette de skriftlige produkter i forbindelse med eksamen. Tidsforbruget hertil fastsættes pr. produkt således:

14.2.

Skriftlige prøver: Der gives 60 minutter pr. besvarelse.
Med sigte på at sætte sig ind i baggrundsmaterialet for bedømmelsen kan den samlede bedømmelsestid ved den enkelte skriftlige prøve ikke være mindre end 180 minutter.

14.3.

Korte skriftlige oplæg:

Ingen særlig tidsramme ud over de generelle vilkår for eksamensforberedelsen/ censuraflønningen.

14.4.

Skriftlige opgaver:

Der gives 30 minutter pr. læst opgave.

14.5.

Bacheloropgaven

Der gives 60 minutter pr. studerende.

 

15.Arbejdstidsopgørelse

15.1.

For eksaminator fastsættes tidsforbruget, herunder eventuelle omregningsfaktorer, i de enkelte seminariers lokale aftaler om arbejdets tilrettelæggelse.

15.2.

For beskikkede censorer, som aflønnes efter censorcirkulæret, opgøres antallet af censortimer efter ovenstående oversigter (pkt. 13 og 14).

15.3.

For beskikkede censorer, for hvem censur indgår i deres arbejdstidsopgørelse på hjemseminariet, indregnes censur således, at arbejdstiden ved eksamensbordet ved mundtlig eksamen opgøres som antallet af censortimer efter ovenstående bestemmelser (pkt. 13) multipliceret med 2,15, medens øvrige censortimer (pkt. 14) og rejsetid indgår i arbejdstiden i forholdet 1 = 1.

 

16.Afholdelse af eksamen

16.1.

Rektor forestår prøvernes afholdelse i overensstemmelse med reglerne i de relevante bekendtgørelser og tilsvarende overordnede bestemmelser.

16.2.

Rektor sørger for, at de studerende forud for hver eksamenstermin får mulighed for at gøre sig bekendt med seminariets bestemmelser for prøvernes afholdelse.

16.3.

Det er de studerendes eget ansvar at gøre sig bekendt med disse bestemmelser.

16.4.

Som tillæg til denne publikation findes en ’Vejledning om afholdelse af lærereksamen’, som indeholder forslag til et sådant regelsæt.

 

17. Anvendelse af EDB ved skriftlige prøver.

17.1.

Anvendelse af EDB ved skriftlige prøver er tilladt. En eventuel restriktion i forhold hertil vil blive meddelt ved opslag fra seminariet med et varsel inden den skriftlige prøve på mindst én uge.

17.2.

Alle programmer, opslagsværker, data mv. er tilladte på maskinerne medmindre eventuelle restriktioner er meddelt ved opslag fra seminariet med et varsel inden den skriftlige prøve på mindst én uge.

17.3.

Det er under prøvens afvikling ikke tilladt at kommunikere elektronisk i og uden for eksamenslokalet. Overtrædelser heraf behandles efter bestemmelserne i henhold til §20 i Bek. nr. 1021 af 20. november 2000 om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet.

17.4.

Den studerendes navn, studienummer, fag og seminarium skal påføres hvert ark i den skriftlige besvarelse, der i øvrigt skal være forsynet med sidenummer.

17.5.

Seminariet påtager sig intet ansvar for tekniske fejl, strømsvigt o.l. I tilfælde af afbrud i den skriftlige prøve som følge heraf kan der ikke ske forlængelse af prøvetiden, og den studerende må være indstillet på at fortsætte besvarelsen ved at skrive i hånden.

17.6.

Det er den studerendes eget ansvar under afviklingen af prøven at foretage de nødvendige sikkerhedsmæssige lagringer af tekst, data mv.

17.7.

Ved brug af EDB ved skriftlige prøver skal den studerende påregne selv at stille computer, printer, skærm og tastatur til rådighed. Udstyret opstilles inden prøvens afholdelse efter nærmere forskrifter angivet i det enkelte seminariums eksamensbestemmelser.

17.8.

Det enkelte seminarium udarbejder nærmere forskrifter for regelsæt og praktiske fremgangsmåder, herunder udarbejdelse af et aftalepapir og en eventuel ansøgningsprocedure, forsikringsspørgsmål angående tyveri og anden skade på udstyr, opstillingstidspunkt, udskrivningsmuligheder og –procedurer, teknisk eller EDB-kyndig assistance ved opstilling og under prøvens afvikling.

17.9.

Til bedømmelse ved den skriftlige prøve må den studerende til bedømmelse udelukkende aflevere resultater, der er produceret under prøven. Tekster mv. produceret under forberedelsestiden eller i løbet af uddannelsen af den studerende selv eller i samarbejde med andre skal angives som kildemateriale.

Oversigt over studieordning 2002

 

Københavns Professionshøjskole | Humletorvet 3 | 1799 København V