Københavns Professionshøjskole Læreruddannelsen

Det praktisk-musiske fagområde

Studieordning: 2010

Fag: Praktisk-musisk kursus

Kursets identitet

De praktisk-musiske fag har det fællestræk, at de som noget centralt beskæftiger sig med en kropslig/sansemæssig tilgang til læring og erkendelse og arbejder med nonverbale fremstillingsformer.

Kurset sætter den studerende i stand til at begrunde, planlægge, gennemføre og evaluere faglige og tværfaglige læreprocesser, der inddrager en kropslig/sansemæssig tilgang til læring og erkendelse og integrerer arbejdet med fremstillingsformer, som anvendes indenfor det praktisk-musiske fagområde.

Mål

Den studerende skal tilegne sig kundskaber om og gøre erfaringer med, hvordan viden, forståelse og færdigheder kan udvikles på baggrund af undervisnings- og formidlingsmetoder, der benytter en kropslig/sansemæssig tilgang til læring og integrerer arbejdet med nonverbale fremstillingsformer. Den studerende skal opnå kompetence i at begrunde og anvende sådanne metoder i faglige og tværfaglige undervisningssammenhænge med henblik på at fremme læreprocesser i skolens fag.

Centrale kundskaber og færdighedsområder

Indholdet er:

  1. Kropslige/sansemæssige erfaringer som grundlag for læring og erkendelse.
  2. Forskellige former for arbejde med nonverbal fremstilling integreret i undervisning som middel til læring og erkendelse.
  3. Forskelle mellem sproglige og nonverbale refleksioners bidrag til læring.

Indholdsbeskrivelse

Kursets form er todelt, en praksisorienteret og en teoretisk orienteret:

  1. 3 dages ophold på lejrskolekolonier nær skov og strand. Her arbejdes der overvejende praktisk med faglige aktiviteter i tre faser:
  2. En inspirationsfase, hvor lærerne i fem workshopper praktisk og teoretisk introducerer grundlæggende faglige teknikker.
  3. En arbejdsfase, hvor man i grupper arbejder med at skabe en ‘miniproduktion’ med inddragelse af de erhvervede færdigheder og erfaringer. I denne fase yder underviserne vejledning.
  4. En præsentationsfase, hvor produktionerne fremvises.
  5. På læreruddannelsen. Her efterbearbejdes de praktiske erfaringer, der gives feed-back på produktionerne og arbejdsprocessen evalueres. Endvidere perspektiveres der til didaktisk anvendelse. Her betragtes den praktisk-musiske dimension, skabende virksomhed, kropslig udfoldelse og anvendelse af nonverbale udtryksformer i et dannelses- og undervisningsperspektiv med henblik på ens egen lærerpraksis.

Bedømmelse

I bedømmelsen indgår

  • Deltagelse i alle faser af kurset
  • Refleksioner over forhold i forbindelse med
    • egen praktisk-æstetisk kompetenceudvikling,
    • deltagelse i den musisk-æstetiske proces, herunder især medvirken til udvikling af både „mini-produktionen“ og gruppearbejdet.
    • didaktiske perspektiveringer til kommende praksis

Årsværk/ECTS

0,05 ÅV/ 3ECTS

Type

Fremvisning af praktisk-æstetisk produktion.

Form

Fremvisning med efterfølgende faglige, pædagogiske, didaktisk og personligt evaluerende refleksioner.

Varighed

Tre-dages koloniophold og opfølgende efterbearbejdning.

Grundlag

Studieordning.

Betingelser for godkendelse

Aktiv deltagelse i workshop-, produktions- og refleksionsfasen.

Bedømmelse

Godkendt/ikke-godkendt.
Intern bedømmelse ved undervisere.

Oversigt over studieordning 2010

 

Københavns Professionshøjskole | Humletorvet 3 | 1799 København V