Københavns Professionshøjskole Læreruddannelsen

Kursus i skrivning og retorik for studerende der vælger matematik, men ikke dansk

Studieordning: 2002

Fag: Skrivning og retorik

Mål
Målet er, at den studerende:

  • På grundlag af egne færdigheder kan vejlede børn i de grundlæggende skriftformer samt tilegne sig viden om børns skriveudvikling.
  • Tilegner sig viden om og færdigheder i mundtlig fremstilling og hensigtsmæssig stemme og sprogbrug samt elementær viden om børns sproglige udvikling.

Centrale kundskabs- og færdighedsområder

1. Skrivning

1.1

Færdighed i at skrive trykbogstaver og grundskrift, herunder tal og tegn.

1.2

Ergonomiske forhold ved håndskrivnings og computerarbejde.

1.3

Vejledning af eleverne i håndskrivning og elektronisk skrift.

 

2. Retorik

2.1

Forskellige former for sprogbrug samt samspillet mellem tale og kropssprog.

2.2

Oplæsning og fri mundtlig fremstilling. Den mundtlige fortælling i fri og bunden form.

2.3

Stemmeorganernes bygning og funktion.

2.4

Børns sproglige og talemæssige dysfunktioner.

2.5

Orientering af de studerende om stemmeproblemer og om mulighederne for at afhjælpe dem.

Skrivning:

1) Skrivningens teori

a) Vejledningsfunktionen. At kunne vejlede børn i skrivearbejdet med trykbogstaver, grundskrift og håndskrift. Håndskrift, defineret som en letlæselig, tilpas hurtig, rytmisk og personlig udtryksform. Der arbejdes med generelle og specifikke problemløsninger i forbindelse med skriveudvikling hos børn og voksne. Der arbejdes på at skabe forståelse for det dialektiske forhold mellem færdigheds-udviklende og færdighedsanvendende undervisning.

b) Grundlæggende viden om håndskrivningsprocessen. Håndskrivningens psykologiske og fysiologiske grundlag: den sansemæssige, perceptuelle, kognitive og motoriske udvikling.

c) Ergonomiske vilkår under skrivning. Viden om ergonomiske grundbegreber, der bygger på kendskab til hensigtsmæssige arbejdsstillinger, skrivegreb og skrivebevægelser, møblers udformning, skriveredskabers og materialers betydning for skrivningens resultat, inkl. de specielle forhold ved computerskrivning.

2) Skrivningens praksis

Færdighed i at skrive :

  • trykbogstaver, defineret som modelskrift af bogtrykskriftens typer i forenklet form
  • grundskrift, defineret som en sammenbundet, let højreskrå, rytmisk modelskrift
  • med trykbogstavernes karakteristiske træk bevaret
  • lærerbrugsskrift, defineret som lærerens skriftform, der gør det muligt for alle elever ubesværet at kunne læse det skrevne både på tavle og på papir
  • computerskrivning, specielt med henblik på layout/desktop.

Retorik:

  1. Stemmebrug. Øvelser med afspænding, kropsholdning, vejrtrækning, stemmedannelse, resonans, artikulation, intonation og stemmedynamik.
  2. Stemmeorganernes bygning og funktion.
  3. Øvelser i fri mundtlig fremstilling, herunder enetale, klassesamtale, argumentation og fortælling. Diskussion af dialekter, sociolekter og kronolekter i forhold til rigsmålet.
  4. Børns egen fri mundtlige fremstilling.
  5. Øvelser i tolkende oplæsning. Selvvalgte og obligatoriske tekster på grundlag af tekstoplevelser. Børnelitteratur, voksenfiktion, sagprosa og lyrik.
  6. Stemme- og sprogfejl hos børn, herunder fonemfejl, udtryksfejl, stammen, løbsk tale, hæse stemmer, afasi, læsp, snøvl, konsekvenser af læbe- ganespalte. Teorigennemgang med båndeksempler, herunder orientering af de studerende om lærernes stemmeproblemer.

Gennem undervisning, øvelser og retorisk kritik trænes de studerende

  • i at skabe rammer for klassesamtalen med særligt henblik på engageret udtryk og opmærksom lytten
  • i levende, naturlig, veldisponeret fri mundtlig fremstilling
  • i levende, naturlig, stilrigtig oplæsning
  • i samspillet mellem stemme, krop og sprog
  • i at arbejde med børns stemmer og artikulation med henblik på at gøre dem til gode sprogbrugere
  • i at arbejde med børns samtale, oplæsning og fri mundtlige fremstilling

Betingelse for fuldført kursus

Godkendelse af kursusforløb forudsætter aktiv deltagelse i undervisning, øvelser og fremlæggelser samt i kursets løbende evaluering.

Oversigt over studieordning 2002

 

Københavns Professionshøjskole | Humletorvet 3 | 1799 København V