Københavns Professionshøjskole Læreruddannelsen

Pædagogik

Studieordning: 2008

Fag: Pædagogik

Fagets identitet

Pædagogik i læreruddannelsen anskuer analytisk og handlingsrettet undervisning, dannelse, uddannelse, opdragelse og socialisation med henblik på at identificere, analysere og vurdere pædagogiske grundspørgsmål, dilemmaer og konflikter, der vedrører elevens udvikling mod myndighed, inden for en historisk, social, kulturel og politisk-institutionel ramme og at tage fagligt begrundede initiativer.

Mål

Målet er, at den studerende bliver i stand til kritisk og konstruktivt

  1. at analysere og vurdere undervisning, dannelse, uddannelse, opdragelse og socialisation ved hjælp af begreber, teorier, forskningsresultater og iagttagelser,
  2. at diskutere og begrunde professionel stillingtagen til pædagogiske opgaver, som de fremtræder i skolen og samfundet,
  3. at samtale og samarbejde med elever, forældre, ledelse og kolleger om realisering af skolens mål,
  4. at løse undervisnings- og opdragelsesopgaver underlagt norm- og værdikonflikter,
  5. at medvirke til, analysere og vurdere pædagogiske undersøgelser og forskning samt udarbejde fagligt begrundede løsninger på basis heraf og
  6. at vurdere inddragelsen af informations- og kommunikationsteknologien i undervisning og andre pædagogiske praksisformer.

Centrale kundskabs- og færdighedsområder

Fagets indhold er pædagogiske grundantagelser, teorier og begreber angående undervisning, dannelse, uddannelse, opdragelse og socialisation.

1. Læreropgaven i aktuel og historisk belysning

  1. Pædagogiske ideer i et historisk, samfundsmæssigt forandringsperspektiv.
  2. Folkeskolens funktion, organisation samt lov- og værdigrundlag i aktuel og historisk, national og international belysning.
  3. Enhed og differentiering – det politiske, sociale og kulturelle grundlag for folkeskolens og alternative skoleformers udvikling.
  4. Den undervisningsmæssige betydning af elevernes forskellige socialisering i samfundet.
  5. Forståelser af dannelsesopgaven i folkeskolen i det moderne samfund.

2. Udøvelsen af læreropgaven

  1. Pædagogiske dilemmaer og værdikonflikter.
  2. Pædagogiske myndighedsrelationer, klasseledelse og elevmedbestemmelse.
  3. Folkeskolens opgaver over for børn med forskellig social, etnisk og kulturel baggrund.
  4. Lærerens og skolens socialpædagogiske opgaver.
  5. Lærerens og skolens specialpædagogiske opgaver.
  6. Folkeskolens samarbejde med forældrene.
  7. Lærerens juridiske og etiske forpligtelser.
  8. Læreren som magtudøver, dialogpartner og omsorgsgiver.

Pædagogik på Frederiksberg Seminarium – Indholdsbeskrivelse og prøveform

Faget pædagogik er placeret som et etårigt fag på 2. årgang. Pædagogik er forpligtet på et tematisk samarbejde med psykologi på følgende temaer:

  • Skole-hjemsamarbejde
  • Elever med anden etnisk baggrund end dansk
  • Klasseledelse
  • Specialpædagogiske problemstillinger

Fagets centrale kundskabs- og færdighedsområder tilegnes gennem arbejdet med pædagogiske temaer og problemområder. Faget inddrager relevant national og international forsknings-, forsøgs- og udviklingsarbejde. Der arbejdes i en vekselvirkning mellem bl.a. læreroplæg, studenteroplæg, gruppearbejde og individuelt arbejde.

Faget indgår i et samspil med praktikken og bidrager med viden om og færdigheder til praktikforberedelse og efterbearbejdning af praktikken. Faget tematiserer igennem disse praktikstudier forholdet mellem teori og praksis. I forbindelse med praktikken arbejdes der med metoder til observation samt erfaringsindsamling. Den studerende skal kunne dokumentere kompetence til søgning i biblioteksbaser og forskningsinstitutioners baser.

Faget samarbejder med psykologi og, omkring praktikken, endvidere med dansk, matematik eller naturfag.

Deltagelsespligt:

Hver studerende skal inden udgangen af marts måned have fået godkendt et produkt, defineret af holdets underviser.

I de år, hvor prøven i pædagogik er ekstern, udarbejder den studerende individuelt eller i grupper på maks. tre personer 4 begrundede problemstillinger, der relaterer sig bredt inden for fagets mål og CKF. Problemstillingerne skal godkendes af underviseren i pædagogik og afleveres til tidsfrist meddelt af underviseren.

Afløsning

Afløsning indgår ikke som et element i pædagogik

Prøve: Prøven i pædagogik er enten intern eller ekstern

Fagets årsværk/ECTS 0,15 ÅV/9 ECTS
Type: Ekstern Mundtlig prøve.
Form Individuel prøve, der tager udgangspunkt i et skriftligt oplæg. Den studerende trækker ved prøvens start én af de fire problemstillinger, som udgøres af det skriftlige oplæg.
Varighed (inkl. votering) 30 minutter
Grundlag for bedømmelse Den studerendes grad af opfyldelse af fagets mål og CKF samt studieordningsbeskrivelse i øvrigt.
Herudover indgår redegørelse for eksamensgrundlag som information om undervisningens tilrettelæggelse og indhold.
Betingelser for indstilling til prøve
  • Godkendt produkt
  • Et skriftligt oplæg (maks. 5 sider), som indeholder en beskrivelse af de fire problemstillinger inden for fagets studieordning. Det skriftlige oplæg afleveres til tidsfrist fastsat af seminariet (primo maj)
Karaktergivning Der gives én karakter efter 7-trins-skalaen. Det skriftlige oplæg indgår ikke i bedømmelsen.
Ekstern censur.
Fagets årsværk/ECTS 0,15 ÅV/9 ECTS
Type: Intern Skriftlig hjemmeopgave.
Form Ugeprøve med individuel skriftlig opgave.
Mandag trækker hver studerende lod blandt fagets CKF'ere, der er grupperet af fagets underviser. På baggrund af lodtrækningen udarbejder den studerende en problemformulering, som danner udgangspunkt for opgaven. Opgaven skal indeholde såvel teoretisk som praktisk analyse, refleksion og diskussion.
Omfang maks. 10 sider.
Varighed (inkl. votering) Fem dage.
Udleveres mandag kl. 9, afleveres fredag kl. 12.
Grundlag for bedømmelse Den studerendes grad af opfyldelse af fagets mål og CKF samt studieordningsbeskrivelse i øvrigt.
Herudover indgår redegørelse for eksamensgrundlag som information om undervisningens tilrettelæggelse og indhold.
Betingelser for indstilling til prøve Godkendt produkt
Karaktergivning Der gives én karakter efter 7-trins-skalaen.
Intern  censur.

Oversigt over studieordning 2008

 

Københavns Professionshøjskole | Humletorvet 3 | 1799 København V