Københavns Professionshøjskole Læreruddannelsen

Psykologi

Studieordning: 2008

Fag: Psykologi

Fagets identitet

Psykologi i læreruddannelsen har særlig fokus på viden, begreber og teorier om børns og unges udvikling, læring, socialisation og sociale samspil i relation til skolen. Faget sætter endvidere fokus på den studerendes udvikling.

Centralt i faget står pædagogisk psykologi, hvor kompetencer vedrørende læreprocesser, kommunikation, professionelle relationer, iagttagelse, samarbejde og procesledelse står i centrum.

Det psykologiske perspektiv anlægges med det dobbeltsigte at gøre det muligt for den studerende at tilegne sig indsigt i og forståelse af børn og unge med forskellige forudsætninger i forskellige sammenhænge og udvikle begrundede handlemuligheder i forhold hertil.

Mål

Målet er, at den studerende tilegner sig kompetence til at varetage undervisning og medvirke til børns og unges faglige, personlige, sociale læring og udvikling.

Den studerende skal således opnå kompetencer til

  1. at tilegne sig viden og forståelse af centrale dele af psykologiens begreber og teoridannelser og deres anvendelse i skolesammenhæng,
  2. at handle på individniveau, på relationsniveau, på organisationsniveau,
  3. at erhverve sig forståelse af menneskets mangesidige livssammenhænge, virkeligheds-opfattelser og udviklingsvilkår,
  4. at kunne bruge sin indsigt i børns og unges læring og udvikling og i kommunikation og vejledning til varetagelse af undervisning, til håndtering af mangfoldighed og konflikt og til samarbejde med aktører i elevens forskellige livsrum og
  5. at tilegne sig viden og forståelse af betydningen af egen indsats samt kunne evaluere konsekvenserne af egne handlinger.

Centrale kundskabs- og færdighedsområder

Indholdet er:

  1. Metateoretiske forudsætninger for vurdering af psykologiens anvendelsesområder i lærervirksomhed.
  2. Børns og unges sociale, kognitive og emotionelle udvikling.
  3. Personlighedsudvikling – identitet, subjekt og selv.
  4. Sociale relationer – gruppeprocesser, konflikthåndtering, lærer-elev og elev-elev relationen og klasseledelse.
  5. Læring, kundskab og kompetence.
  6. Socialisation og interkulturel psykologi.
  7. Pædagogisk-psykologisk vejledning.
  8. Kommunikation og samarbejde.
  9. Iagttagelse af samspil i undervisning og beskrivelse af elevers læringspotentialer.

Psykologi på Frederiksberg Seminarium – Indholdsbeskrivelse og prøveform

Faget psykologi er placeret som et etårigt fag på 2. årgang. Psykologi er forpligtet på et tematisk samarbejde med pædagogik på følgende temaer:

  1. Skole-hjemsamarbejde
  2. Elever med anden etnisk baggrund end dansk
  3. Klasseledelse
  4. Specialpædagogiske problemstillinger

Fagets centrale kundskabs- og færdighedsområder tilegnes gennem arbejdet med psykologiske temaer og problemområder. Faget inddrager relevant national og international forsknings-, forsøgs- og udviklingsarbejde. Der arbejdes i en vekselvirkning mellem bl.a. læreroplæg, studenteroplæg, gruppearbejde og individuelt arbejde.

Faget indgår i et samspil med praktikken og bidrager med viden om og færdigheder til praktikforberedelse og efterbearbejdning af praktikken. Faget tematiserer igennem disse praktikstudier forholdet mellem teori og praksis. I forbindelse med praktikken arbejdes der med metoder til observation samt erfaringsindsamling. Den studerende skal kunne dokumentere kompetence til søgning i biblioteksbaser og forskningsinstitutioners baser

Faget samarbejder med pædagogik, og omkring praktikken, endvidere med dansk, matematik eller naturfag.

Deltagelsespligt

Hver studerende skal inden udgangen af marts måned have fået godkendt et produkt, defineret af holdets underviser.

I de år, hvor prøven i psykologi er ekstern, udarbejder den studerende individuelt eller i grupper på maks. tre personer 4 begrundede problemstillinger, der relaterer sig bredt inden for fagets mål og CKF. Problemstillingerne skal godkendes af underviseren i psykologi og afleveres til tidsfrist meddelt af underviseren.

Afløsning

Afløsning indgår ikke som et element i psykologi

Prøve: Prøven i psykologi er enten intern eller ekstern

Fagets årsværk/ECTS 0,15 ÅV/9 ECTS
Type: Ekstern Mundtlig prøve.
Form Individuel prøve, der tager udgangspunkt i et skriftligt oplæg. Den studerende trækker ved prøvens start én af de fire problemstillinger, som udgøres af det skriftlige oplæg.
Varighed (inkl. votering) 30 minutter.
Grundlag for bedømmelse Den studerendes grad af opfyldelse af fagets mål og CKF samt studieordningsbeskrivelse i øvrigt.
Herudover indgår redegørelse for eksamensgrundlag som information om undervisningens tilrettelæggelse og indhold.
Betingelser for indstilling til prøve
  • Godkendt produkt
  • Et skriftligt oplæg (maks. 5 sider), som indeholder en beskrivelse af de fire problemstillinger inden for fa-gets studieordning. Det skriftlige oplæg afleveres til tidsfrist fastsat af seminariet (primo maj)
Karaktergivning Der gives én karakter efter 7-trins-skalaen. Det skriftlige oplæg indgår ikke i bedømmelsen.
Ekstern censur.
Fagets årsværk/ECTS 0,15 ÅV/9 ECTS
Type: Intern Skriftlig hjemmeopgave.
Form Ugeprøve med individuel skriftlig opgave.
Mandag trækker hver studerende lod blandt fagets CKF'er, der er grupperet af fagets underviser. På baggrund af lodtrækningen udarbejder den studerende en problemformulering, som danner udgangspunkt for opgaven. Opgaven skal indeholde såvel teoretisk som praktisk analyse, refleksion og diskussion.
Omfang maks. 10 sider.
Varighed (inkl. votering) Fem dage.
Udleveres mandag kl. 9, afleveres fredag kl. 12.
Grundlag for bedømmelse Den studerendes grad af opfyldelse af fagets mål og CKF samt studieordningsbeskrivelse i øvrigt.
Herudover indgår redegørelse for eksamensgrundlag som information om undervisningens tilrettelæggelse og indhold.
Betingelser for indstilling til prøve Godkendt produkt.
Karaktergivning Der gives én karakter efter 7-trins-skalaen.
Intern censur.

Oversigt over studieordning 2008

 

Københavns Professionshøjskole | Humletorvet 3 | 1799 København V