Københavns Professionshøjskole Læreruddannelsen

Biologi

Studieordning: 2002

Fag: Biologi

Mål
Målet er, at den studerende:

  • Tilegner sig indsigt i fagets begreber og forklaringer.
  • Opnår praktiske erfaringer med faget som et undersøgende og eksperimenterende naturfag.
  • Tilegner sig forudsætninger for at diskutere erkendelsesmæssige emner og kunne forholde sig til etiske og samfundsmæssige perspektiver i faglige problemstillinger.
  • Kan planlægge undervisning, som giver muligheder for udvikling af viden, begreber og ansvarlighed i forhold til organismer, natur, sundhed og miljø.

Centrale kundskabs- og færdighedsområder
 

1. Grundlæggende vidensområder.

1.1

Karakteristiske organismer fra dansk natur med vægt på livsbetingelser, livsytringer og tilpasninger.

1.2

Sammenhænge og dynamik i danske økosystemer og økosystemer i andre klimazoner samt menneskeskabte påvirkninger.

1.3

Produktion af organisk stof, stofkredsløb, energistrømme og faktorer af betydning for populationers udbredelse og størrelse.

1.4

Dyrs og menneskers grundlæggende adfærdsformer.

1.5

Basale fysiologiske funktioner hos mennesket, dyr, planter og mikroorganismer med beskrivelse af cellulære processer og molekylærbiologiske modeller.

1.6

Formering hos forskellige typer af planter og dyr, genetiske forhold, arveanlæg og deres molekylære opbygning og funktioner.

1.7

Evolutionsmæssige begreber og centrale teorier om biologisk evolution.

 

2. Anvendelse af biologi.

2.1

Sundhedsmæssige problemstillinger i forbindelse med livsstil, levevilkår og livskvalitet.

2.2

Anvendelse af bioteknikker på planter, dyr og mennesker, samt disse teknologiers muligheder og begrænsninger i forhold til økologiske, etiske og sundhedsmæssige perspektiver.

2.3

Fangst og produktion i naturbaserede erhverv med særlig vægt på fremstilling af fødevarer.

2.4

Mål, midler, og baggrund for naturforvaltning i nationalt og internationalt perspektiv.

2.5

Miljøproblemer med hovedvægt på henholdsvis lokale og globale perspektiver.

2.6

Forskellige natursyn, ressourcebevidsthed og bæredygtig udvikling.

 

3. Feltbiologi og eksperimentel biologi.

3.1

Undersøgelser i naturen med anvendelse af almindeligt feltudstyr.

3.2

Ekskursioner til biotoper og virksomheder.

3.3

Undersøgelser og eksperimenter i laboratoriet med anvendelse af almindeligt laboratorieudstyr.

3.4

Informations og kommunikationsteknologi til indsamling og bearbejdning af data, simulering, visualisering og informationssøgning.

 

4. Fagdidaktik.

4.1

Skolefagets begrundelse, indhold og historiske udvikling. Bestemmelser om faget i folkeskolen.

4.2

Begrundet planlægning af undervisning med biologisk indhold i forhold til forskellige syn på børns læring.

4.3

Elevers muligheder for at udvikle handlekompetence vedrørende menneskets naturudnyttelse og egen sundhed.

4.4

Vurdering af indhold og anvendelse af forskellige typer undervisningsmaterialer herunder informations og kommunikationsteknologi.

4.5

Erkendelsesmæssige perspektiver med elementer af videnskabsfilosofi.

4.6

Formål og indhold i skolefaget natur/teknik samt overvejelser over, hvordan biologi kan bygge videre på elevernes biologiske forudsætninger fra blandt andet skolefaget natur/teknik.

I studieforløbet indgår et samarbejde mellem geografi, biologi og fysik/kemi med henblik på under-visning i natur/teknik i skolen.

Indhold

Kursus i laboratorieteknik og sikkerhed i laboratoriet med mødepligt.

3 hovedområder:

  • Almen økologi, herunder naturbaserede erhverv og naturforvaltning.
  • Fysiologi, sundhed og etologi:
    Bygning og livsfunktioner fra celleniveau til den flercellede organisme med undersøgelser/eksperimenter i laboratoriet. Der lægges vægt på menneskets fysiologi med organernes normale funktion som grundlag for forståelse af sundhed.
    Med dyrefysiologi som grundlag behandles adfærdsbiologi.
  • Genetik og evolution:
    Genetik med den samfundsmæssige anvendelse af genetisk viden.
    Udviklingslære med udgangspunkt i Darwins evolutionsteori og molekylærbiologisk viden.

Der udarbejdes 1 opgave indenfor almen biologi. Denne inddrager flere emner fra de ovennævnte 3 hovedområder. Opgaven skal indeholde teoretisk baggrundsviden for emnet, resultater af egne forsøg/undersøgelser samt fagdidaktiske overvejelser over emnets anvendelse i folkeskolen. Opgaven har en længde på ca. 15 sider. Opgaven indgår i bedømmelsen af delprøve 2 til eksamen. Opgaven og den mundtlige fremstilling tæller ligeligt.

Feltbiologi:
Ekskursioner. Deltagelse i og ledelse af feltbiologiske ekskursioner til forskellige danske naturlokaliteter.

Feltbiologisk uge. Der afholdes en feltbiologisk uge i en egn af Danmark med andre biotoper end dem, der kan nås på en 1-dags ekskursion. Der udarbejdes rapport over den feltbiologiske uge. Rapporten skal godkendes.
Der er mødepligt i den feltbiologiske uge. Studerende med lovligt fravær udfører en selvstændig feltbiologisk undersøgelse og udarbejder en rapport som skal godkendes.

Selvvalgt naturlokalitet. En selvvalgt naturlokalitet, der mindst følges gennem det sidste studieår. Der udarbejdes en rapport. Rapporten skal indeholde formålet med undersøgelsen, økologiske problemstillinger, resultater over biotiske og abiotiske undersøgelser samt fagdidaktiske overvejelser over lokalitetens anvendelse i folkeskolen.

Dette er rapporten som danner udgangspunkt for delprøve 1 til eksamen.

I samarbejde med geografi og fysik/kemi vælges emner og arbejdsformer, der sigter mod natur/teknik i folkeskolen.

Eksamen

Type: 2 mundtlige prøver

Varighed:
Delprøve 1: 30 min.
Delprøve 2: 30 min.

Form:
Delprøve 1: Feltbiologi. Eksamen tager udgangspunkt i rapporten over den selvvalgte lokalitet samt friskt primærmateriale fra lokaliteten.
Delprøve 2 : Almen biologi. Eksamen tager udgangspunkt i den almen-biologiske opgave.

Grundlag:
CKF, studieordning og Redegørelse for eksamensgrundlaget

Betingelse for indstilling til eksamen:
Godkendt laboratoriekursus, deltagelse i mindst 3 ekskursioner, ledelse af mindst 1 ekskursion, godkendt rapport fra studieuge, attestation for rapport over arbejdet med den selvvalgte lokalitet, attestation for almen-biologiopgave.

Der gives 1 karakter efter 13-skalaen. Karakteren bygger på en samlet vurdering af de 2 delprøver.
Opgaven i almen biologi og den mundtlige fremstilling vægtes ligeligt.

Oversigt over studieordning 2002

 

Københavns Professionshøjskole | Humletorvet 3 | 1799 København V