Københavns Professionshøjskole Læreruddannelsen

Det pædagogiske fagområde

Studieordning: 2005

Gennem arbejdet med de pædagogiske fag og i samarbejde med linjefagene forbereder de studerende sig på at virke i folkeskolen og til at forstå andre undervisnings- og formidlingsopgaver. Arbejdet baseres på medansvar og medbestemmelse samt refleksiv evaluering af undervisningen og skal give mulighed for personlig udvikling samt udvikling af samarbejdskompetence og engagement.

Det tilstræbes, at de studerende øves i at sammentænke og praktisere faglige og pædagogiske teorier og færdigheder gennem et forpligtende samarbejde med læreruddannelsens øvrige fag og praktikken. De pædagogiske fag forbereder de studerende til praktikken, giver dem redskaber til at foretage observationer og undersøgelser i praktikken og efterbehandler og bearbejder praktikken, jf. studieordningen for praktik.

Der lægges vægt på, at undervisningen i det samlede pædagogiske område gennemføres med henblik på at skabe sammenhæng, kontinuitet og progression i læreruddannelsen. Såvel proces og produkt samt formidling og evaluering vægtes højt.

De pædagogiske fag skal i samarbejde med læreruddannelsens øvrige fag sætte de studerende i stand til

  • at tage begrundet stilling til forhold vedrørende opdragelse, undervisning og uddannelse herunder lærerens handlemuligheder i forhold til elever, forældre, kolleger, offentlige myndigheder og politiske aktører.
  • at planlægge, udføre og vurdere undervisning og andre læreropgaver i forhold til skiftende betingelser i familie, skole og samfund.
  • at forstå og varetage enkelte elevers og elevgruppers interesser i forhold til uddannelsessystemets og samfundets krav.

Det pædagogiske fagområde omfatter:

  • Skolen i Samfundet – påbegyndes ved uddannelsens 1. år og afsluttes ved udgangen af uddannelsens 1. år.
  • Pædagogik – påbegyndes ved uddannelsens 1. år og afsluttes ved udgangen af uddannelsens 1. år.
  • Psykologi – påbegyndes ved uddannelsens 2. år og afsluttes ved udgangen af uddannelsens 2. år.
  • Almen Didaktik – påbegyndes ved uddannelsens 1 år, fortsætter på 2. år og afsluttes ved udgangen af uddannelsens 3. år.
  • Kursus om undervisning de første år i skolen – tilbydes på 1. årgang
  • Kursus om voksenpædagogik – tilbydes på 2. årgang
  • Kursus om flerkulturelle børn – tilbydes på 3. årgang
  • Kursus om børn med særlige behov – tilbydes på 4. årgang

Desuden indgår det pædagogiske fagområde i et jævnbyrdigt samarbejde med relevante linjefag om den større, selvstændige opgave – bacheloropgaven – på 4. årgang

Oversigt over studieordning 2005

 

Københavns Professionshøjskole | Humletorvet 3 | 1799 København V