Københavns Professionshøjskole Læreruddannelsen

2.4. Individuel eller gruppeprøve og ikke selvstændig bedømmelse

Studieordning: 2018 (LU 13)

2.4.1. Individuel bedømmelse, individuel prøve eller gruppeprøve

En individuel bedømmelse er en bedømmelse af en enkelt eksaminands præstation – ved alle prøver skal der altid foretages individuel bedømmelse.

En prøve tilrettelægges enten som en individuel prøve eller som en gruppeprøve. Fastlæggelse af prøveform fremgår af beskrivelsen af den enkelte prøve i denne studieordning.

Ved en individuel prøve forstås eksamination af en enkelt eksaminand – den studerende går alene til eksamensbordet – med efterfølgende bedømmelse/karaktergivning.

Ved en individuel mundtlig prøve, hvor den studerende eksamineres på grundlag af en gruppefremstillet opgave, må de øvrige medlemmer af gruppen ikke være til stede i prøvelokalet, før de selv skal eksamineres.

Ved en gruppeprøve forstås en eksamination af hele gruppen på samme tid – alle gruppens medlemmer går sammen til eksamensbordet – med efterfølgende bedømmelse/karaktergivning.

Ved en mundtlig gruppeprøve vil den enkelte studerende blive eksamineret på en sådan måde, at det sikres, at der kan foretages en individuel bedømmelse af den studerendes præstation.

2.4.2. Ikke selvstændig bedømmelse af skriftlige prøveprodukter

Ikke selvstændig bedømmelse er en samlet bedømmelse af fx mundtlige og skriftlige delprøver/én samlet karakter.

Når der i en prøve indgår et skriftligt arbejde, hvilket kan være tilfældet, både når der er tale om en individuel prøve og en gruppeprøve, fremgår det af beskrivelsen af den enkelte prøve i denne studieordning, at der skal foretages en ikke selvstændig bedømmelse af den skriftlige præstation.

Hvis det for en gruppeprøve er bestemt, at der ikke skal gives en selvstændig karakter, men en samlet karakter, skal der ikke ske individualisering af den skriftlige opgave.

Det betyder, at der ikke i læreruddannelsen skal ske individualisering af de skriftlige gruppeprøveprodukter, dog med undtagelse af den interne prøve i pædagogik og lærerfaglighed.

Oversigt over studieordning 2018 (LU 13)

 

Københavns Professionshøjskole | Humletorvet 3 | 1799 København V