Københavns Professionshøjskole Læreruddannelsen

Prøven i undervisningsfaget Engelsk 1.-6. klassetrin

Studieordning: 2015 (LU 13, Frb.)

Prøven består af to delprøver. Der gives en samlet karakter for den skriftlige prøve og den mundtlige prøve.  

 

1. delprøve: Skriftlig prøve

Den studerende skal udforme 4 skriftlige synopser, som skal demonstrere, at den studerende begrundet kan planlægge, gennemføre, evaluere og udvikle undervisning i engelsk i folkeskolen og kan begrunde sine valg på basis af aktuel forskningsbaseret viden om fremmedsprogsdidaktik. Synopserne skal rettes mod aldersspecialiseringen og den studerende skal vise varieret og differentieret undervisning, anvendelse af forskelligartede tekstformer og integration af samfund, kultur og kulturmøder i det sproglige arbejde.

 

Synopserne skal indeholde en motivering af emnet, en problemformulering og en litteraturliste med minimum 4 kilder. Desuden skal der indgå et praksisnært element, som knytter sig til synopsens emne. F.eks. En forløbsplan, selvproducerede undervisningsmaterialer - analoge eller digitale, video – eller lydoptagelser fra egen praksis, analyse af et undervisningsmateriale, som alle skal være funderet i gældende lov om undervisning i faget engelsk i folkeskolen.

I alle fire synopser skal derudover indgå forskellige eksempler på elevsprog, som kan have sammenhæng med de enkelte produkter. F.eks. skriftlige, mundtlige og multimodale produktioner. Eksemplerne på elevsprog skal rettes mod aldersspecialiseringen.

 

14 dage før den mundtlige prøve trækkes der lod mellem den studerendes 4 synopser. Den udtrukne synopsis danner udgangspunkt for den mundtlige prøve. Den studerende meddeles resultatet af lodtrækningen om morgenen dagen før den mundtlige prøve.

Omfanget af synopsis er 3 - 4 normalsider Det praksisnære element og eksemplet på elevsprog vedlægges som bilag på maks. 5 normalsider (en normalside svarer til 1 min. optagelser).

 

2. delprøve: Mundtlig prøve

Den studerende skal ved prøven demonstrere, at han/hun begrundet kan planlægge, gennemføre, evaluere og udvikle undervisning i engelsk og kan begrunde sine valg på basis af aktuel forskningsbaseret viden om fremmedsprogsdidaktik. Det praksisnære element og eksemplet på elevsprog indgår som en integreret del.

 

Med udgangspunkt i eksemplet på elevsprog skal den studerende kunne:

  • analysere og vurdere elevens sprog mhp at bestemme læringsforudsætninger og potentialer
  • analysere og vurdere elevens brug af kommunikative og læringsmæssige strategier
  • reflektere over, begrunde og give eksempler på relevant feedback/feedforward til eleven.

I vurderingen af den studerende indgår ligeledes den studerendes evne til at beherske engelsk til undervisningsbrug og personligt brug, herunder deltagelse i den internationale fagdidaktiske debat, og den studerendes viden om det engelske sprogs opbygning og anvendelse.

 

Prøven kan afvikles individuelt eller som gruppeprøve efter den studerendes valg.

 

Eksaminationstid til den mundtlige prøve: 45 minutter. Se tidsplan, hvis prøven afvikles som gruppeprøve.

 

Der er knyttet følgende forudsætninger for deltagelse i prøven:

  • Aflevering af 4 synopser i angivet form og indhold til rette tid og sted

Oversigt over studieordning 2015 (LU 13, Frb.)

 

Københavns Professionshøjskole | Humletorvet 3 | 1799 København V