Københavns Professionshøjskole Læreruddannelsen

Forskningsresultater og innovation

Studieordning: 2015 (LU 07, Frb.)

– jævnfør uddannelsesbekendtgørelsen § 17-18

Anvendt forskning og innovation

Læreruddannelsen som professionsuddannelse henter sit vidensmæssige grundlag fra forsøgs- og udviklingsarbejder udarbejdet i tilknytning til det lærerfaglige område, samt fra forskningsfeltet.

Det er derved læreruddannelsens udfordring, at resultaterne fra netop forsknings, forsøgs- og udviklingsarbejder udgør afsættet for undervisningen på grunduddannelsen, og at de kommende professionelle bliver i stand til at omsætte forskning- og udviklingsresultater i lærerarbejdet med henblik på at udvikle og forbedre praksis.

I grunduddannelsen betyder det, at vi vil skabe forbindelse mellem forskning og udvikling og sætte fokus på, hvordan viden kan udvikles gennem og omsættes i udviklingsprocesser i praksis. I overensstemmelse med Professionshøjskolen Metropols politik for anvendt forskning og udvikling, bruger vi derfor betegnelsen anvendt forskning og udvikling om vores forsknings- og udviklingsaktiviteter.

Omsætning af viden i praksis

Med afsæt i undervisningen i de enkelte fag skal den studerende blive i stand til at tilegne sig forskningsresultater samt resultater af forsøgs- og udviklingsarbejder og anvende disse i forberedelse, gennemførelse og evaluering af undervisning, samt til refleksioner og udvikling af egen praksis.

Samarbejdet med praksissektoren står i denne forbindelse centralt, og i grunduddannelsen spiller professionsprojektet på 1., 2. og 3. årgang konkret en bærende rolle i omsætningen af viden til praksis. I professionsprojektet forberedes, gennemføres og efterbehandles praktikken i samarbejde med de pædagogiske fagområder og de relevante linjefag. Herved sikres at der skabes forbindelse mellem forskning, udvikling og praksisudvikling, og der sættes fokus på, hvordan viden kan udvikles gennem og omsættes i udviklingsprocesser i praksis. Dels sådan at ny anvendt forskning bliver kendt og anvendt af de kommende professionelle. Dels sådan at problemer fra praksis bliver formuleret, undersøgt og forsøgt løst i professionsprojektet.

Anvendt forskning i professionsbachelorprojektet

Forskningsviden er en central del af professionsbachelorprojektet som et generelt krav. De studerende har endvidere mulighed for at deltage i forsknings-udviklingsprojekter omkring udvalgte problemstillinger i samarbejde med deres vejledere. Derved tilstræbes, at den lærerfaglige problemstilling, der arbejdes med i professionsbachelorprojektet, inddrager praksis og belyses med anvendelse ny faglig viden, metode og indsigt.

Innovation

Fagene bidrager til, at de studerende opnår kompetence til at stimulere folkeskoleelevers innovative kompetencer. Dette er dels beskrevet i de enkelte fag og dels som tværfaglige temaforløb fordelt over uddannelsen. Innovation og entreprenørskab indgår ligeledes i det frivillige praktisk-musiske kursus på 1. årgang.

Oversigt over studieordning 2015 (LU 07, Frb.)

 

Københavns Professionshøjskole | Humletorvet 3 | 1799 København V