Københavns Professionshøjskole Læreruddannelsen

2. Formål og mål med læreruddannelsen

Studieordning: 2014 (LU 13, Frb.)

Læreruddannelsen er en professionsuddannelse og hører som sådan under Lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsuddannelser (LBK nr. 882 af 08/08/2011). Formålet med professionsuddannelser er formuleret således:

§ 3. Professionsbacheloruddannelser skal give de uddannede viden om og forståelse af fagområdernes praksis, anvendt teori og metode på et niveau, der kvalificerer til selvstændigt at kunne analysere og vurdere problemstillinger. Uddannelserne skal endvidere skabe grundlag for selvstændig refleksion over fagområdernes sammenhæng med udviklingsbaseret viden og erhvervsfunktioner.

Stk. 2. Uddannelserne skal kvalificere de uddannede til at varetage praksisnære, komplekse og udviklingsorienterede erhvervsfunktioner. Uddannelserne skal endvidere kvalificere til relevant videre uddannelse, udvikle til selvstændighed, samarbejdsevne og evne til at skabe fornyelse samt udvikle interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund.

I forlængelse heraf fremgår det af Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen (BEK nr. 231 af 08/03/2013), at formålet med læreruddannelsen er:

§ 1. Formålet med uddannelsen er, at den studerende gennem uddannelsen tilegner sig den viden og de færdigheder, der er forudsætningen for at kunne virke som faglig, pædagogisk og didaktisk kompetent lærer i den danske folkeskole i henhold til folkeskolens formål, jf. folkeskolelovens § 1.

I forlængelse heraf fremgår følgende formålsparagraf for folkeskolen af Bekendtgørelse af lov om folkeskolen (LBK nr. 521 af 27/05/2013):

§ 1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.

Stk. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.

Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Læreruddannelsen er således rettet mod hele lærerprofessionen i al dens mangfoldighed. Udgangspunktet er hele tiden de aktuelle vilkår og rammer for folkeskolens virke med blik for et historisk og fremtidsrettet perspektiv.

 

 

 

Oversigt over studieordning 2014 (LU 13, Frb.)

 

Københavns Professionshøjskole | Humletorvet 3 | 1799 København V