Københavns Professionshøjskole Læreruddannelsen

Almen didaktik (meritlæreruddannelsen)

Studieordning: 2014 (LU 07, Frb.)

Fagets identitet

Faget giver grundlag for lærerens praksis med at udarbejde planer for, gennemføre og vurdere undervisning.

Lærerens tværprofessionelle kompetencer står centralt i faget, særligt i forhold til lærernes samarbejde om at planlægge og gennemføre undervisningen med fokus på kontinuitet, progression og variation for den enkelte elev og gruppen af elever.

Den almene didaktik behandler spørgsmål og problemstillinger vedrørende undervisning i et generelt perspektiv og på tværs af forskellige skolefags fagdidaktikker. Faget giver således et grundlag for en samlende og syntesedannende forståelse af lærerens virke i skolen.

Faget arbejder derfor med at fremme den studerendes almene didaktiske kompetencer til sammenligning, samarbejde, differentiering, udvikling og ledelse af undervisning.

Mål

Det overordnede mål er, at den studerende tilegner sig teoretisk indsigt og praktiske kompetencer til at beskrive, analysere og vurdere undervisningspraksis, samt selvstændigt og i et samarbejde med elever og kolleger at træffe og begrunde valg i forbindelse med at planlægge, gennemføre og evaluere undervisning, under hensyntagen til kompleksiteten i praksis og med skolens samlede opgave for øje.

Målet er således, at den studerende opnår kompetencer til

1.      at analysere skolens formål, mål og indholdsbestemmelser for såvel egne linjefag som for andre fag som grundlag for at udarbejde en sammenhængende undervisning, der sikrer en bred flerfaglig progression i relation til en gruppe af elever og for at indgå i undervisning, hvor tværgående emner og problemer er i centrum,

2.      at anvende didaktisk forskning i forbindelse med planlægning, udførelse og evaluering af undervisning,

3.      at iagttage, analysere og vurdere elevens kompetencer på tværs af fag og i lyset af elevens alsidige udvikling,

4.      at beskrive, analysere og vurdere undervisningspraksis og elevens læring, med henblik på at opstille problemstillinger for skolens udvikling,

5.      at anvende it som didaktisk redskab i forbindelse med forberedelse og udførelse af undervisning,

6.      at sammentænke skolens almene bestemmelser om differentiering, elevmedbestemmelse, projektarbejde og evaluering med bestemmelserne for de enkelte fag med henblik på at udarbejde planer, gennemføre og evaluere undervisning for en elevgruppe,

7.      at kunne forholde sig kritisk undersøgende og udviklende til didaktiske kategorier som mål, indhold, metoder, arbejdsmønstre og evaluering, og dermed forholde sig til forskellige opfattelser af, hvordan læseplaner kan konstrueres,

8.      at samarbejde med kolleger om at udarbejde fælles faglige og pædagogiske mål, fælles indhold og fælles former for undervisningen af elever,

9.      at samarbejde med eleven og gruppen af elever med blik for elevens perspektiv og meningsskabelse i undervisningen og

10.  at rammesætte og lede undervisning og læreprocesser på et demokratisk grundlag.

Centrale kundskabs- og færdighedsområder

Indholdet er:

1.      Didaktiske udfordringer på samfundsniveau, på organisationsniveau, på relationsniveau og på individniveau med henblik på at beskrive, analysere og udvikle undervisning.

2.      Iagttagelse, beskrivelse, analyse og vurdering af undervisning på grundlag af kriterier for god undervisning og på grundlag af forsknings- og erfaringsbaseret viden i et udviklingsorienteret perspektiv.

3.      Skolens lovgrundlag, fag- og tværfaglighedsforståelser, undervisnings- og læringssyn.

4.      Internationale konventioner og lovgivning, herunder om tavshedspligt, underretningspligt og videregivelse af oplysninger.

5.      Viden om lærerens didaktiske ledelse og rammesætning af undervisningens praksis, herunder forholdet mellem lærer- og elevstyring.

6.      Forskellige undervisnings- og arbejdsformer: Klasseundervisning, gruppearbejde, tema- og emnebaseret undervisning, værkstedsundervisning og projektarbejde.

7.      Forskellige måder at organisere undervisning af elever og læreres arbejde, herunder brugen af it som arbejds- og kommunikationsredskab.

8.      Samarbejde med elever om mål, indhold og arbejdsformer på grundlag af viden om deres forudsætninger og potentialer.

9.      Didaktiske teorier om mål, indhold og læseplaner, undervisnings- og arbejdsformer, evaluering, brug af evalueringsresultater, undervisningsdifferentiering og medbestemmelse.

10.  Planlægning og evaluering af undervisning i et kollegialt samarbejde, herunder udarbejdelse af elev-, undervisnings- og årsplaner.

Indholdsbeskrivelse og prøveform på meritlæreruddannelsen

Faget almen didaktik er placeret som et etårigt fag. I faget arbejdes der med almendidaktiske refleksioner over forholdet mellem teori, undervisningsplan og praksis. Der arbejdes med såvel normative som analytiske tilgange til faget. Almendidaktiske kategorier og deres indhold og forhold tematiseres. Den studerende arbejder med forskellige typer af empiri som led i selvstændig undersøgelse og dokumentation. I undervisningen inddrages relevant forsknings-, forsøgs- og udviklingsarbejde.

Didaktiske modeller præsenteres og diskuteres. Forholdet mellem pædagogik, psykologi, fagdidaktik og almen didaktik diskuteres og præciseres, ligesom forskellige forståelser af didaktik indgår.

Faget almen didaktik arbejder med temaer som fx skole-hjem samarbejde, elever med anden etnisk baggrund end dansk, klasseledelse og specialpædagogiske problemstillinger med henblik på planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisning.

Undervisningen tematiserer centrale almen didaktiske relationer, eksempelvis forholdet mellem målfastlæggelse, tegn og evaluering samt indholdsvalg, der åbner udvikling af den konkrete undervisningspraksis på alment plan. 

I forbindelse med eksamen skal de studerende aflevere en skriftlig opgave med et begrundet undervisningsforløb, der har tilknytning til et af deres linjefag.

Undervisningsforløbet skal være begrundet og kan indeholde beskrivelse af og refleksioner over:

·         Forholdet mellem normativt og analytisk plan i forhold til undervisningens mål, indhold, tegn på læring, samt evalueringsformer.

·         Drøftelser vedr. faglige og sociokulturelle forudsætninger set i relation til den enkelte elevs potentiale samt forskellige måder at lære på

·         En eller flere didaktiske problemfelter, som undervisningen særligt har fokus på eksempelvis tværfaglighed, undervisningsdifferentiering og evalueringsformer.

·         Klasseledelsesformer, og herunder konkrete overvejelser i forhold til hvordan man ønsker at forvalte denne praksis.

Opgaven munder ud i fire almendidaktiske problemstillinger, der danner grundlag for lodtrækningen til den mundtlige prøve.

Opgaven må være på 10  normalsider ekskl. bilag, forside og indholdsfortegnelse. Det tilstræbes, at det begrundede undervisningsforløb afprøves i praksis.

Afløsning

Afløsning indgår ikke som et element i almen didaktik.

Deltagelsespligt og obligatoriske indstillingsprodukter:

Titel

Øvelsesundervisning

Type/Form

Praktisk

Omfang

Maks. 30 min.

Bedømmelse

Godkendt/ikke godkendt

Respons

Fælles evaluering

Afleveringsfrist

Aftales mellem hold og underviser senest medio april

 

 

 

 

Prøve

Fagets årsværk/ECTS

0,25 ÅV/15 ECTS

Type

Mundtlig, individuel prøve.

Form

De fire kortfattede almendidaktiske problemstillinger danner grundlag for lodtrækningen til den mundtlige prøve.
Den mundtlige prøve former sig som en samtale om dels den skriftlige opgave og den lodtrukne problemstilling.

Varighed (inkl. votering)

30 minutter.

Grundlag for bedømmelse

Den studerendes grad af opfyldelse af fagets mål og CKF samt studieordning i øvrigt.
Herudover indgår redegørelse for eksamensgrundlag som information om undervisningens tilrettelæggelse og indhold.

Betingelser for indstilling til prøve

Afleveret skriftlig opgave, samt ét godkendt obligatorisk studieprodukt.

Karaktergivning

Der gives én karakter efter 7-trins-skalaen.
Karakteren er en samlet bedømmelse af såvel skriftlig som mundtlig præstation.
Ekstern censur.

 

Oversigt over studieordning 2014 (LU 07, Frb.)

 

Københavns Professionshøjskole | Humletorvet 3 | 1799 København V