Københavns Professionshøjskole Læreruddannelsen

Prøven i undervisningsfagene dansk, 1.-6. klassetrin, og dansk, 4.-10. klassetrin

Studieordning: 2013 (LU 13, Frb.)

Fag: Dansk

Prøven består af to delprøver. Der gives karakter for hver delprøve. Hver enkelt delprøve skal bestås, for at undervisningsfaget er bestået. Den samlede karakter i undervisningsfaget fastsættes som et gennemsnit af de to delkarakterer.

 

1. delprøve er en skriftlig prøve

Prøven tilrettelægges som en 24 timers hjemmeopgave. Opgaverne til henholdsvis dansk, 1.-6. klassetrin og dansk, 4.-10. klassetrin stilles af den enkelte professionshøjskole.

Den studerende skal skrive en sammenhængende tekst, der kommunikerer hensigtsmæssigt og honorerer formelle krav til retskrivning. Den skriftlig opgave er tredelt og skal indeholde:

1) en kommunikativ analyse af en tekst (gerne en brugsgenre, men ikke nødvendigvis)

2) en skriftlig produktion af kommunikativ tekst (fx artikel, forældrebrev, anmeldelse etc.)

3) en refleksion over de genrerelaterede og indholdsmæssige valg der er truffet, fx af sprog og stil, bestemte sproghandlinger og layout. Desuden skal der reflekteres over spørgsmål som fx, hvilken betydning det formelle har i en tekst. 

Den skriftlige opgave er på maks. 10 normalsider.

Den skriftlige delprøve afvikles som individuel prøve.

 

2. delprøve er en mundtlig prøve

Den mundtlige prøve tager afsæt i 10 af uddannelsesstedet bredt formulerede spørgsmål, som tilsammen dækker fagets kompetencemål. Hvert spørgsmål ledsages af en relevant performativ opgave.  Uddannelsesstedet offentliggør de 10 spørgsmål for den kommende prøvetermin 6 måneder før prøveterminen. Den studerende tildeles et af spørgsmålene ved lodtrækning. Resultatet af lodtrækningen meddeles den studerende om morgenen dagen før prøven.

Ved prøven får den studerende maks. 10 minutter til at indlede med den performative opgave. Resten af prøvetiden bruges derefter på samtale i tilknytning til spørgsmålet og eksemplet på performance.

Forberedelsestid: 1 døgn.

Eksaminationstid til den mundtlige delprøve: 45 minutter for en individuel prøve. Se tidsplan, hvis prøven afvikles som gruppeprøve.

Den mundtlige delprøve kan afvikles individuelt eller som gruppeprøve efter den studerendes valg.

Oversigt over studieordning 2013 (LU 13, Frb.)

 

Københavns Professionshøjskole | Humletorvet 3 | 1799 København V